Her er der endnu en oplagt mulighed for at åbne skuffen med stofrester. Disse bolde syes i hånden og er et oplagt projekt i lænestolen med en god tv-serie eller lydbog. Den kan, hvis man er hurtig, godt syes på en aften, men er også et let projekt, som man kan gå til og fra. Når først man har lavet én, er det svært ikke at lave flere.
Boldene er super lette at lave, og er et overkommeligt projekt, som man ikke behøver hverken symaskine eller de store syerfaringer for at gå i kast med.
Der er vedlagt en skabelon med 5 størrelser af pentagoner til fri afbenyttelse – ellers kan man tegne dem selv. Bolden på billedet er lavet af det 2. mindste mønster.
Materialer:
Bomuldsstof (gerne 6 forskellige)
tråd
nål
karton
*Husk at indberette til Copydan, hvis din skole er udvalgt til det*
Fremgangsmåde:
1. Print skabelonen og klip størrelsen på den ønskede størrelse bold ud. Denne skal der laves 12 x skabeloner af i karton. Det er vigtigt at være meget nøjagtig med skabelonerne, da det ellers vil få konsekvenser senere.
2. Stryg stoffet og klip stofstykker ud så der ca er 1,5 cm sømrum rundt om skabelonen. Dette behøver ikke være præcist, men bare med øjemål.
3. Fold stoffet over skabelonen og kør en negl over kanten, så den får en skarp fold. Du skal nu hæfte kanterne. Sy 2 sting i hvert hjørne.
4. Fortsæt indtil du har 12 pentagoner med stof. Disse skabeloner skal blive på, indtil bolden skal vendes ret side ud.
5. Læg evt pentagonerne op og tag et billede, så du huske placeringen. Læg delene op så du syr bolden a 2 gange – se billedet:
6. Det er nu tid at sy disse sammen. Læg 2 pentagoner ret mod ret og sy helt ude i kanten. Sørg for at hjørnerne passer præcist ud for hinanden. Sy ved at stikke nålen ind fra samme side hver gang. Sy med tætte sting, da bolden skal kunne holde til leg.
7. Sy en halv bold sammen og gentag. Slutteligt syes dette sammen til den endelige bold. Når du når den sidste åbning, skal arbejdet hæftes. Derefter fjernes kartonstykkerne, prik hjørnerne ud med fingeren og der puttes bamsevat og evt. en klokke/bjælde i.
8. Sy vendehullet til med usynlige sting.
Rigtig god fornøjelse!
TIP: Læg evt. små bånd mellem syningerne, så er der det ekstra for barnet at udforske på bolden.